mandag den 25. marts 2013

Cheesecake-brownie med hindbær (Tricolore-kage)

Jeg bagte i går Hummingbird Bakerys kendte "Raspberry Cheesecake Brownie". Herhjemme kalder jeg den dog for Tricolore-kage på grund af de flotte tre lag, men også fordi den ikke minder særlig meget om den cheesecake jeg plejer at lave - for den skal nemlig ikke bages. Denne opskrift samt inspiration til pyntning af kagen er fundet her.



Så flot er den, når den har sat sig. Kagen kan med fordel laves dagen før
Opskrift (8-10 pers.) 

Brownie:
200 g. mørk chokolade (gerne 70%)
200 g. smør
250 g. flormelis
3 æg
100 g. hvedemel

Smelt chokoladen over vandbad. Lad den afkøle en smule. Pisk æg og sukker godt sammen. Pisk derefter æggene i et ad gangen. Rør melet i lidt efter lidt til dejen er ensartet. Til sidst tilsættes den smeltede chokolade og blandingen røres godt sammen. Fordel dejen i en smurt springform og lad den stå til cheesecake-massen er klar.

Cheesecake:
400 g. flødeost
150 g. flormelis
1 vaniljestang
2 æg

Pisk flødeost, flormelis og kornene fra en vaniljestang forsigtigt sammen. Kom derefter æggene i et ad gangen, men pisk med et piskeris med håndkraft. Pas på ikke at piske for meget. Kom cheesecake-massen i springformen ovenpå brownie-dejen. Fordel den, så den ligger glat. Bag kagen ved 170 grader i 45-50 min. Cheecake-massen skal have sat sig og brownie-massen skal være bagt, men den må gerne være lidt våd. Lad kagen afkøle helt.

Hindbærskum:
200 g. optøede frosne hindbær
100 g. sukker
3 blade husblas
4 dl. piskefløde

Kog hindbær og sukker op i en gryde. Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min. Knug den derefter for vand og rør den ud i den varme hindbærsauce. Lad hindbærsaucen afkøle. 
Pisk fløden til flødeskum og tilsæt hindbærsaucen. Fordel hindbærskummet over kagen og pynt den som du synes.
Stil gerne kagen på køl i et par timer inden servering.