lørdag den 21. juli 2012

Kamutboller


Disse lækre boller er blevet de nye foretrukne. Jeg har både bagt dem med emmermel og kamutmel - det vil sige, at jeg har fået brugt mine melrester :-) Jeg har fundet inspiration i opskriften her.

Boller bagt med inspiration fra Meyers bageri (emmerbrød)
Opskrift (8-10 stk.)

3 1/2 dl. koldt vand
10 g. gær
1 dl. surdej (se nedenfor)
300 g. kamutmel (eller emmermel eller andet groft mel)
200 g. hvedemel
15 g. havsalt

1. dag:
Hæld vandet i en skål. Opløs gæren heri. Tilsæt surdej, mel og salt, og ælt dejen godt i ca. 15 min. Kom derefter dejen i en plasticskål smurt med olie. Dæk den med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet i 10 timer (gerne længere).

2. dag: 
Dejen tages ud af køleskabet. Da dejen er lidt våd, formes bollerne ved at komme lidt mel på fingre og dej og forsigtig forme de runde boller. Placer dem på en bageplade med bagepapir. Skær nogle ridser i bollerne med en skarp kniv og kom dem i en forvarmet ovn. Bollerne bages ved 220 grader. Jeg kan ikke helt huske, hvor lang tid de fik, men omkring 20 minutter vil jeg tro.

Surdej:
Hvis ikke man har en surdej til at stå, kan man lave en hurtig mælkebaseret surdej af 4 dl. rugmel (andet mel kan selvfølgelig også anvendes) og 3 dl. kærnemælk (eller et andet surmælksprodukt). Kærnemælken sætter gang i gæringen, således at surdejen ikke behøver at stå så længe, før den er klar.