søndag den 15. april 2012

Fødselsdag IGEN IGEN

I dag har vi endnu en gang holdt fødselsdag for Hr. B (selvom han havde fødselsdag i midten af marts). Her er lige lidt billeder af boller og kage:

Fødselsdagsboller


Hindbærsnitter


Brownie med vaniljecreme og bær. Opskriften findes her.


tirsdag den 10. april 2012

Bøf stroganoff med kartoffelmos og grøntsager



Opskrift (4 pers.)
500 g. oksekød i strimler eller stykker
250 g. champignon
1 rødløg
1-2 tsk. paprika
3 dl. bouillon
2 dl. fløde
1 ds. tomatpuré
1 dl. creme fraiche
Salt & peber

Brun kødet i olivenolie i en gryde. Tag det op og gem på en tallerken. Skær rødløg i tern og champignon i skiver. Brun det i olivenolie i samme gryde som før. Tilsæt igen kødet. Derefter paprika, bouillon og fløde. Lad retten simre under låg i ca. 30 min. (gerne længere) indtil kødet er mørt. Tilsæt derefter creme fraiche, som giver retten en god syrnet smag. Bring igen i kog og smag til med salt og peber.

Server med kartoffelmos og grøntsager.

mandag den 9. april 2012

PÅSKEDRØM - Cheesecake med mango & kokos

Til weekendens påskefrokost fik jeg kreeret denne gule påskedrøm fra det seneste nummer af Spis Bedre (april 2012). Jeg vil i den forbindelse have lov at kritisere Spis Bedre en smule. Jeg er meget tilfreds med bladet og har lavet flere opskrifter herfra, men der er tilsyneladende sket en fejl i denne opskrift. Overskriften lyder "Mangocheesecake med kokos og ingefær" - dog optræder ingefær INGEN steder i opskriften, så der må være tale om en forglemmelse. Jeg undlod derfor også ingefær og den var stadig god :-)




Opskrift (10-15 pers.)
Bund:
180 g. Digestive kiks
150 g. kokos
160 g. smør

Fyld:
1 1/2  stor mango
3 spsk. presset limesaft
300 g. friskost natural
3 dl. græsk yoghurt
3 dl. flormelis
2 tsk. vaniljesukker
7 1/2 blade husblas
2 1/2 dl. piskefløde

Pynt: 
1/2 blad husblas
1/2 stor mango
1 spsk. flormelis
1 spsk. presset limesaft

Smuldr kiksene fint og rør dem med kokosmel. Smelt smørret og rør det i. Klem massen i bunden af en springform (24 cm.).
Skræl mangoen og skær frugtkødet løs. Skær det i mindre stykker og blend det til en glat puré. Bland med limesaft. Pisk friskost, yoghurt, flormelis og vaniljesukker. Tilsæt mangopuréen og pisk det godt sammen. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 min. Opvarm en smule af yoghurtblandingen (ca. et par dl.) Tag det af varmen. Tag husblassen op, dryp den af og kom den i den varme blanding under omrøring. Pisk derefter husblasmassen sammen med resten af yoghurtblandingen. Pisk fløden til flødeskum, og vend den sammen med resten af cremen. Bland godt. Hæld blandingen i formen.
Læg det halve blad husblas i blød i koldt vand i 5 min. Skær den sidste halve mango i små stykker og blend den glat sammen med flormelis og limesaft. Opvarm halvdelen af mangopuréen. Tag husblassen op og smelt det i blandingen under omrøring. Bland derefter med resten af puréen. Hæld det i to ringe over mangocremen i formen. Rør rundt med skaftet af en ske til et smukt mønster. Stil kagen i køleskabet i minimum 3 timer til den er stivnet. 
Løsn kagen fra formen ved at skære med en tynd kniv rundt langs kanten af formen.  

Bunden til cheesecaken
Mangopuré
Cheesecake-cremen





onsdag den 4. april 2012

Fuldkornsspaghetti carbonara

En favorit, som fortjener endnu et indlæg. Jeg har tidligere skrevet om den her. Men nu kommer opskriften lige igen :-)


Opskrift (2 pers.)

Fuldkornsspaghetti (ca. 200 g.)
1 rødløg (finthakket)
5 fed hvidløg (presses i)
1 tsk. olivenolie
1 pk. parmaskinke (eller ca. 4 skiver)
2 porrer (skåret i ringe)
6 soltørrede tomater (skåret i strimler) (Jeg brugte semidried)
2 fennikelknolde (skåret i små tern)
2 æg
1 håndfuld persille
Friskkværnet peber
Evt. parmesanost

Steg løg i olien og pres hvidløg deri. Drys med masser af peber. Rist parmaskinken i ovnen i 5 min. til den er sprød (ca. 200 grader). Svits porrer og fintsnittet fennikel sammen med løgene. Kog spaghettien og vend den i grøntsagerne. Tilsættet halvdelen af persillen og til sidst to sammenpiskede æg rørt med 5 spsk. vand. Det skal lige stivne og sætte sig rundt om spaghettien. Server straks med soltørrede tomater resten af persillen som pynt og parmaskinke og evt. parmesanost.



mandag den 2. april 2012

Svinemørbrad, ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder og salat

Hovedretten til Hr. Bs fødselsdag forleden bestod af hvidløgsmarineret svinemørbrad, ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder og en salat med granatæble, feta, agurk og ristede mandler. Opskriften på ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder fandt jeg her.


Ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder (4 pers.)
600 g. kartofler
50-80 g. hasselnødder
50 g. smør
Mælk
Salt & peber

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog kartoflerne i usaltet vand til de er møre (ca. 20 min.). Hæld vandet fra kartoflerne. Kom smørret i og pisk det grundigt med en håndmixer. Tilsæt mælk lidt ad gangen til du synes mosen har den rette konsistens. Hak hasselnødderne groft og kom dem i. Smag mosen til med salt og peber. Fyld mosen i ramakiner og bag dem i ovnen ved 200 grader (evt. på grillfunktion) i ca. 10 min. til de er gyldne i overfladen.

Dertil serverede jeg svinemørbrad, brun sauce, og en blandet salat med agurk, granatæble, feta og ristede mandler. Disse ting kræver ikke en opskrift, da det var temmelig simpelt. Svinemørbraden købte jeg færdigmarineret og jeg tilberedte den efter anvisning på pakken.





søndag den 1. april 2012

Gulerodscupcakes med lemon cream cheese





Opskrift  (8 stk.)
115 g. brun farin
1/2 dl. smagsneutralt olie
2 æg
110 g. hvedemel
1/2 tsk. vaniljesukker
1/2 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
1 knsp. salt
120 g. groftrevet gulerod
30 g. hakkede valnødder

Lemon cream cheese:
100 g. flødeost
75 g. blødt smør
200-250 g. flormelis
1 tsk. vaniljesukker
1-2 tsk. revet citronskal
Evt. revet citronskal til pynt

Pisk brun farin og olie sammen. Tilsæt æggene et ad gangen. Pisk det godt. Bland de alle de tørre ingredienser sammen og sigt dem ned i blandingen. Pisk igen. Tilsæt revet gulerod og hakkede valnødder og vend det sammen. Fordel dejen i ca. 8 muffinforme (afhængig af deres størrelse). Fyld dem ca. 3/4 dele op. Bag kagerne ved 185 grader i 15 min. Lad kagerne køle lidt af.

Pisk alle ingredienserne til "glasuren" sammen. Sørg for at den er god tyk, så den er nem at smøre på kagerne med en kniv. Hvis den ikke er tyk nok, kom da lidt mere flormelis i. Smør "glasuren" på kagerne med en kniv eller en tynd paletkniv. Pynt evt. med lidt revet citron.